Spidskålssalat med søde sojamandler, tranebær og persille // et alternativ til den klassiske coleslaw
Jeg E L S K E R kålsalat!
Så er det vist slået fast en gang for alle. Førhen købte vi ofte alle mulige former for salat og brugte som det grønne indslag i vores aftensmad, men det endte altid med at der lå et halvt iceberg og råbte om hjælp 2 dage efter vi havde købt det.
Der gik så meget mad til spilde pga. salats relativt korte holdbarhed. Ved at skifte til kål istedet, holder det indkøbte meget længere. Og så er der en ekstra bonus ved kål; dens sprødhed gør salaten mere frisk i flere dage, og så mætter kål meget mere en salat.
Nå, nok om salat vs kål!
I aften lavede jeg en lækker spidskålssalat med forskellige spændende ingredienser i. Tjek opskriften ud længere nede og lad dig blive inspireret til selv at lave spændende kålsalater hjemme hos dig selv.
Spidskålssalat opskrift
Antal: 4 personer – Tilberedningstid: 20 minutter – Sværhedsgrad: Let
Det skal du bruge:
Kålsalat:
- Spidskål
- 3 store gulerødder
- Persille
- Tranebær
Søde sojamandler:
- 1 dl mandler
- 2 spsk sukker
- 1 spsk smør
- 1 tsk soja
Dressing:
- 1,5 dl naturel yoghurt
- 0,5 dl æbleeddike
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
Fremgangsmåde:
Kålsalat:
Snit kålen fint og riv gulerødderne i en skål. Vend det sammen med den ønskede mængde persille og tranebær.
Bland alle ingredienser sammen til dressingen og bland kålsalaten deri.
Søde sojamandler:
Smelt sukkeret på en pande ved middel varme. Når alt sukker er smeltet kommes smøren i. Lad det bruse af og kom mandlerne på bagefter. Vend mandlerne i sukker- smørblandingen og kom sojaen i når alt er vendt godt rundt. Sluk for varmen og stil mandlerne til afkøling inden de kommes i salaten.
Kålsalaten kan holde sig op til 2 dage på køl i en lufttæt beholder.
TIP: Gem nogle af mandlerne i en lille beholder. Hvis du har salat til flere dage, kan disse mandler bruges de efterfølgende dage. Så er de altid sprøde.
Velbekomme!